Skal homoseksuelle kunne vies i kirken?
er overskriften og spørgsmålet som eftertanke.dks redaktions dame Maria opfordre os bloggere at skrive om.
Det har været interessant for mig at se debatten blusse op. Lige emnet om homoseksuelle vielser i kirken var et yndet debat emne om bordet på studenterhuset på mit første semester på teologi. Debatten henover bordet foregik mellem hippie idealistiske sekulariserede kristustroende (mig selv) overfor nyeligt landet fra indre missions/ karismatisk højskole (i dag rigtig god ven) Vi blev efter et par måneder enige om at være uenige og kaste os over de græske verber, participier var lige blevet introduceret.
Her 11 år senere er debatten blusset op igen, og denne gang ikke kun på en snusket studenterbar over hjemmerullet mentolcigaretter og øl, men også i landsdækkende tv og medier.
Det har været har været med helt nye øjne jeg har fulgt debatten. For sidste år afleverede jeg mit kirkehistoriespeciale som havde fokus på de kirkelige retningers debat om kvindelige præster i årene 46-48 og jeg kan smilende konstaterer at det på mange områder kun er brugen af medier der har ændret sig på de sidste 60 år+.
For selvom der er rendt meget vand i åen siden 1946 og emnet ikke er kvindelige præster i den danske folkekirke, så er argumenterne stort set de samme. Fra traditions argumenter, over bibelcitater, slagord som kirkens indre anliggender og ligestillingsargumenter. Selv biskoppen i Viborgs argumenter og diskussion, kunne uden megen omskrivning findes i et noget guldnet præsteforeningsblad fra 1947. Dog er jeg glad for at se visse argumenter ikke er taget med ind i det 21. årh. Eksempelvis argumentet om kvindens rette plads i samfundet, kvindens skrøbelighed en gang om måneden og ikke mindst kvinden som knap så klog som manden. Jo jo, det skortede ikke på argumenter i de år.
Men som i 1946, så er befolkningen i 2010 langt foran kirken og dens praksis. Det der heller ikke har forandret sig er at kirkens indre anliggender, stadig bliver afgjort ved lov af folketinget. Et folketing som er valgt til at forvalte vores økonomi og sikre at vi alle ligestilles for loven.
Derfor skal homoseksuelle kunne vies i kirken. Ligestilling er et politisk anliggende, ikke et kirkeligt spørgsmål.
Ja det vil give en masse larm og ballade i kirkelige og kristne kredse. Men det vil også give præster og kirkerne en kærkommen lejlighed til at finde ud af hvem de er og hvor de står. Hvis loven bliver vedtaget, så må vi præster sætte os ned og beslutte os om vi skal gøre brug af samvittighedsparagraffen der gør at en præst kan sige nej til at vie fraskilte og homoseksuelle.
Der skal være plads til kant i folkekirken, der skal være plads til Kristus og der skal være plads til mennesket.
Bisættelsestaler med og uden Vita
Jeg kan godt huske min første bisættelse, nu er det jo heller ikke forfærdelig længe siden. Men alligevel, så husker jeg både nervøsiteten de tre søstre, ønskerne, kravene og ikke mindst de 1½ dag jeg var om at skrive talen.
Vi har mange bisættelser i vores forstadskirke, i sommer havde vi rigtig mange, så jeg har fået en hel del ‘under huden’ siden da. Det er jeg glad for, ikke kun fordi det giver mig erfaring på et af kirkens kerneområder. Men fordi det giver mening, budskabet som vi skal bringe ud i verdenen kan på mange virke tungt, uvirkeligt og mytist i en hverdags kontekst. Men når vi befinder os i det grænseland som døden er, så har vi et sprog og et budskab der giver mere end blot mening. Der er både trøst og håb at hente i løftet der bliver givet i dåben.
Bogen ‘I skal leve’ har været en uvurderlig hjælp i skrive processen, jeg er i dag langt fra 1½ dag om at skrive en bisættelsesprædiken. Men det er en stadig udfordring, for det er en hårfin balance mellem pårørendes forventninger, afdødes livshistorie og ikke mindst evangeliets budskab. Jeg plejer at tænke at prædikenen skal afspejle at vi står i en kirke, i en tradition og med et budskab der strækker sig længere end vi mennesker kan se, samtidig med at ordene gerne skulle vække en genklang og en genkendelighed hos de efterladte.
Men den sværeste prædiken at skrive har for mig været den hvor der ikke var noget vita at balancerer med. Meget få pårørende og ingen af dem havde ret meget at sige. For har man ikke noget pænt at sige, så skal man vist tie. Især i mødet med præsten og døden.
Med hjælp fra mit teologiske netværk og I Skal 
Leve, lykkedes det dog at skrive en tale uden Vita, dog uden at være alt for upersonlig. Den kommer her:
Læsninger Prædikerens Bog kap. 3 & Matth. 28
Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
Det er ordene der klinger fra prædikernes bog. I dag, nu og her er det tid til at tage afsked med Karen, der gik bort for 9 dage siden.
Her i kirken tager vi afsked med en sjæl, et menneske og et liv. I Karens tilfælde et 83årigt langt liv, et liv som hustru, husmor, mor, svigermor og farmor.
I kirken ser vi på livet og døden i lyset af anden død, nemlig Jesus Kristus og hans død på korset. Evangeliet som vi lige har hørt fortæller, at da kvinderne påskemorgen kom ud for at se til Jesu grav, var graven tom. Englen der sad der sendte kvinderne bort fra graven og ud i verdenen blandt de levende for at fortælle at Jesus var opstået fra de døde. Deres hjerter var fyldt med glæde og håb og det håb bragte de ud i verdenen.
Det håb er det vi i den kristne kirke kalder det levende håb, det er det levende håb vi med dåbens tre håndfulde vand døbes på og det er det håb vi ved udgangen af livet, med tre håndfulde jord, begraves på. Håbet om at Kristus er gået i forvejen for os, at han som døde på korset genopstod, ligesom vi også skal opstå til et nyt liv, når vi dør. Et liv hos Gud.
Det er et håb og en tro der således spænder en bue over vores liv, fra indgang og til udgang og også ind i døden. Der står Gud ved vores side hele vejen. Det er den kristne påstand, det er det kristne løfte. Et løfte der nok ikke altid er lige let at huske på og forholde sig til. Men ikke desto mindre så er det et løfte der bære en stor rummelighed i sig, det ikke er til at være foruden.
At vide at menneskelivet leves med en større horisont end den vi kan se grænserne for, kan give os en frihed og en fred, ikke kun til at dø men også til at leve. Gravens tomhed er det smukkeste billede på det løfte som vi alle har modtaget. Den tomme grav symboliserer nemlig det, at døden hverken ejer os eller kan holde på os. Vi er ikke dødens ejendom, med Guds ejendom, både i livet og også i døden
At Guds søn gik i døden for vores skyld betyder, at ligegyldigt, hvor mørkt et sted vi sidder, så er der stadig lys.
Der er stadig håb.
Og vi er aldrig alene.
For den verden vi lever i, er en verden hvor det mørke er en del af vores liv. Der er savn, sygdom og smerte. Og vi må tage afsked med hinanden og opleve at mennesker glider fra os, og vi må bære den sorg og det savn der er, at vores fællesskaber er tidsbegrænset og at vi ikke har hinanden til evig tid.
Men hos Gud er der fred, her hviler vi i kærlighedens rummelighed. Det er til denne Guds fred vi i dag er samlet for at overlade Karen til.
Kvinderne ved graven i dagens evangelie tekst blev sendt bort, tilbage til livet sammen med de levende, for at fortælle om Jesu liv og opstandelse. På samme måde sendes også I, her i dag, fra kirken, tilbage til livet blandt de levende, for at fortælle historierne fra og om Karens liv. Fortæl om tiden på Strandhavevej og sommerhuset i Babberup. Fortæl om en kvinde med en samlermani der kan gå i arv i generationer. Se på minderne om en svunden tid og fortæl historierne til hinanden. For Gud sætter os alle ind i verdenen for at vi kan efterlade aftryk og spor. De mennesker vi møder på vores vej, efterlader os alle med en gave som vi skal bringe videre i livet.
Netop det går op for os når vi mister hinanden. Så står det lysende klart, hvad vi har betydet for hinanden. Og at det der binder os sammen, alt det vi har haft med hinanden alle minderne om fælles historie på godt og ondt – de er langt stærkere end minderne om vores skuffelser med hinanden. Sorgen er rummelig, det er det der vil sende jer videre herfra i dag. Sorgen husker på alt det dejlige, I har haft sammen. Sorgen er taknemmelig, storsindet og tilgivende.
Det er godt at tænke på at når vi dør, så opstår vi i vores næres kærlighed. Vi bliver husket, ikke nødvendigvis for alt det bedste. Men fordi vi overhovedet har været her og været en del af hinandens liv. De døde slipper os, så må vi også lære at slippe de døde. Og det gør vi ved at tage imod alt det der var i taknemmelighed og fred.
Opstandelsestro er at overlade vores døde til et liv hos Gud og tage imod det liv, vi fik sammen, som færdigt og fuldendt. Opstandelsestro er, at når i går herfra om lidt så gå med fred.
Amen
Den gode historie og tyggegummi under kirkebænken
Min forstadspræstekollega fik på det allerførste menighedsrådsmøde jeg deltog i, i min forstadskirke gennemført at alle menighedsrådsmøder fremover skulle begynde med den gode historie. Det gør vi så nu, nogle gange så er intet nyt godt nyt og andre gange er der gode historier i mellem. Men jeg synes ikke rigtig der er nogle af historierne der har samme slagkraft som Sognepræst Rebekka Maria har i sit blogindlæg med samme titel.
På torsdag har jeg en god historie at tage med på menighedsrådsmødet, måske knap så slagkraftig som man kunne ønske. Men lidt har bestemt også ret. Historien peger tilbage til den Højmesse jeg havde for snart en måneds tid siden hvor jeg havde sat mine kommende konfirmander i stævne, som jeg skrev om i et indlæg her på bloggen.
Dagen var en succes på flere planer, der var mange konfirmander, de var søde, nysgerrige, lade, provokerende, for sminket til en søndag i forstaden, sjove og ikke mindst præcis så interesserede og engagerede som man kan forvente af unge mennesker i 8. klasse. Altså alt med måde og med et koncentrations spænd på max 12 min. og pizzaen var et hit!
Men den rigtige gode historie, og vist egentlig også en ‘first’ i Strandmarkskirken, er at det var ikke kun 25 af mine 28 konfirmander der var mødt op i kirke til en højmesse som IKKE gælder i klippekortet. Men der sad sørme også 22 af deres forældre på kirkebænkene den dag. Det gjorde mig stolt, glad og varm om hjertet at mærke den slags forældre opbakning ikke kun til de unge mennesker, men så sandelig også til præsten.
Jeg havde også gjort et forarbejde, jeg havde på både intromødet og i brev hjem til lagt vægt på at jeg gerne så forældrene på kirkebænkene også. Af flere årsager, for det første fordi det for dem vil være en enestående chance for at lærer deres nye præst at kende, for det andet så ville det give dem muligheden for at se hvordan højmessen har udviklet sig siden de blev konfirmeret engang. Sidst men ikke mindst så gjorde jeg lidt ud af at forklare dem at vi i Strandmarks kirken har rundt regnet 110 konfirmander der på et kirkeår skal mindst 7 gange i kirke, hvilket giver potentiale for rigtig meget støj, larm og tyggegummi under kirkebænkene (Jep!) og det var min erfaring at konfirmander opfører sig helt anderledes roligt når deres forældre er i nærheden. Derfor så jeg gerne at de tog med deres unge mennesker i kirke i begyndelsen, indtil ritualet, stemningen og kirkegangen ikke længere var så fremmede.
Som sagt så gjort, næsten samtlige konfirmander var repræsenteret af en forældre. Det lover godt for den kommende konfirmandsæson, hvis konfirmanderne bare er halvt så nysgerrige, pligtopfyldende og engagerede som deres forældre.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi som kirke måske kan forklare de sparsomme fyldte kirkebænke med at det er længe siden at nogen faktisk har inviteret. Højmessen står som et åbent tilbud, kirkens døre er altid åbne. Men måske skal man gribe det helt anderledes fat og give folk en invitation? Det virkede i alle tilfælde for 22 fantastiske forældre i Hvidovre en søndag da det stadig var sommer.
Strikkeklubben, bønner og høsten står for døren
De sidste måneders rolige svage puls her i kirken, er så sandelig blevet afløst af højt tempo og fyldte lokaler i kirken.
Det er en af de ting jeg elsker ved de ‘moderne’ kirker, her oser af liv og mennesker i dagligdagen. Spædbørn og salmesang dør om dør med basardamernes knitren med garn, strikkepinde, rygende hed kaffe og gode historier. Næste fredag tager jeg strikketøjet med, så kan det være jeg i år bliver færdig med det gule uldtørklæde fra sidste vinter.
Kirketjenerene tager på grønttorvet, køleskabet er fyldt med brombærmarmelade, der hænger neg fra lofterne rundt om i kirken og pyntegræskar i gyldne farver ligger i hjørnerne. Der er efterår på vej, både indenfor og udenfor kirkens vægge. På søndag er der høstgudstjeneste for de voksne og om 14 dage står jeg i spidsen for min første børnehøstgudstjeneste som præst.
Vores sognemedhjælper har det store forkromet overblik og børnene, ikke mindst. Så jeg skal udlægge lignelsen om sædemanden og skrive ind og udgangsbønner i børnehøjde.
At skrive sine egne bønner, er vist noget jeg hørte nogen sige noget om i en fjern time på pastoralen engang sidste år. Nu er det virkelighed og jeg har forsøgt at tage udgangspunkt i de to salmer vi skal synge den dag. Vi kommer til din kirke Gud og Nu falmer skoven.
Indgangsbøn:
Lad os bede.
Herre, vi er kommet til din Kirke
For at møde din kærlighed og sandhed.
Send os din Helligånd
Og gør os åbne for det du vil give os.
Tal til os igen, som du gjorde i dåben
Og lad det ord slå rod i vores hjerter.
Det beder vi om i Jesu navn.
Amen.
Udgangsbøn:
Lad os bede.
Herre, vi takker dig
fordi vi går herfra med fyldte hjerter.
Fordi du i din godhed har skænket os frugtbarhed
og alt godt på jorden og på havet.
Fordi du har ladet markens arbejde lykkes
og derved giver os det daglige brød.
Bliv hos os med din velsignelse
I dag, i morgen og resten af vores dage.
Amen
Så må vi se om mine første hjemmestrikkede bønner, er i børnehøjde nok.
Konfirmandsæsonen under opsejling
På søndag skal mine kommende 25 konfirmander præsenteres for højmessen, deres præst, 80 dåbsgæster og vores kirkes kernemenighed. Sidstnævnte er ikke pralende stor, men trofast og det er der stor værdi i. Med inspiration fra folkekirken.dk så har jeg lige nu besluttet mig at forhøre mig om ikke vores kernemenighed kunne have lyst til at møde konfirmanderne, på andre tidspunkter end når de slider kirkebænkene om søndagen.
På søndag har vi ‘intro-dag’, den egentlige undervisning har jeg skudt til sidst i september, hvor temaet er: ‘kend din kirke, din præst og dig selv’. Det er meningen at vi skal mødes under lidt uformelle former over en pizza og få set hinanden lidt an. Men på søndag skal det nu alligevel bære frem mod undervisningsforløbet, temaet og ‘alt det med Gud’. Derfor så skal de unge mennesker ud og arbejde i grupper, med en række spørgsmål.
- Hvorfor vil du gerne konfirmeres?
- Hvad tror du på?
- Hvornår var du sidst i kirke?
- Kender du en salme?
- Hvad forventer du af at gå til præst?
- Hvad kan du gøre for at det bliver et godt år i Strandmarks kirken
- Hvilke spørgsmål vil du gerne have besvaret i undervisningen?
- Hvilke spørgsmål vil du gerne stille din præst? Ordet er frit.
Spørgsmålene kan nå at ændre sig inden på søndag, jeg ville allerhelst havde prøvet at stille nogle af de spørgsmål som konfirmanderne fra Roskilde stift og mit pastoralseminarie hold, skulle svare på. Men de har forpuppet sig i en mappe et sted, så dem må jeg og konfirmanderne have tilgode en anden gang.
Svarene er ikke så vigtige igen, formålet med spørgsmålene, gruppearbejdet og den efterfølgende publiceren på konfirmandholdets facebookgruppe, er at de allerede fra begyndelsen vender sig til at svare på spørgsmål i grupper og på den måde være med til at skabe en dialog, der hvis jeg er heldig udmunder i en refleksion.
Forstadspræstens eftertanker v. I
Forstadspræsten er titlen på denne blog, det er den fordi jeg er præst i en forstad ca. 40 min på cykel fra Rådhuspladsen, alt efter vejr og vind. Her lever jeg et forstadsliv med forenings interesser, idrætsliv, kendte ansigter i både Netto og Føtex, sammen med min mand. Som er grafisk designer/ Art director i reklamebranchen og tidligere landsholdspiller på det danske floorball landshold.
Jeg er sikker på at livet, teologien og forkyndelsen som forstadspræst adskiller sig fra livet som landsby-storby-provinsby præst. Men hvordan det gør sig gældende, skal jeg ikke gisne om. For jeg har aldrig været andet end præst i forstaden.
Jeg blev ordineret til præst sidst i maj, og er ansat som løntilskudspræst i Strandmarkskirken i Hvidovre. Bloggen her er ment som min personlige opslagstavle til pastorale tanker, praktisk og upraktiske teologi og ikke mindst skøre idéer og indfald til glæde eller ej for mine sognebørn i alle aldre.
Forstadslivet er noget ganske særligt, her bor man med svigermor 8 døre væk og møder mennesker der i generationer har boet, levet og arbejdet netop i denne by. Forældrene i den lokale idrætsforening er ikke skilt og politikkerne ligner faktisk deres ‘helte’ fra borgen. Det er et sjovt sted at forsøge at forkynde evangeliets virkelighed, og man slipper vist egentlig bedst fra det hvis man har et personligt forhold til det lokale fodboldhold.
Hvor længe jeg skal være forstadspræsten, det ved jeg ikke. Men lige nu er det her jeg er landet med lånekjole og krave.
